personer har kigget på Chicago Bears de seneste 24 timer.
London
Den engelske hovedstad er en utroligt hektisk by, og her leves livet i et ekstra højt tempo. Byen er typisk britisk og derfor meget konservativ, men den er samtidig fuld af traditioner og gamle skikke, og det er lige netop denne kombination, der gør London til noget helt specielt. London er frem for alt en by, der byder på alt hvad du behøver for at få en perfekt storbyferie. Her finder du en overflod af museer, hvor der for det meste er gratis adgang, samt butikker, store parker og selvfølgelig et væld af forskellige restauranter, klubber og pubber.
By-information
En oversigt over byens højdepunkter
Buckingham Palace
Det kongelige palads ligger i hjertet af London ved Green Park, som ligger i forlængelse af Hyde Park. Buckingham Palace forbindes ofte med ældgamle traditionelle ritualer, hvoraf slottets bølgende flag er en af de ældste. Hvis flaget er hejst betyder det nemlig at der er et statsoverhoved til stede, og traditionen bruges stadig den dag i dag, hvor Buckingham Palace fungerer som dronning Elizabeths officielle arbejdspalads.
En anden velkendt tradition er slottets vagtskifte, der på engelsk er kendt som 'Changing of the Guard'. Den officielle vagtskifte-ceremoni anvendes på alle Englands kongelige paladser, og på Buckingham Palace foregår vagtskiftet og den tilhørende ceremoni normalt hver anden dag. Det er altid en begivenhed der er værd at opleve, og ceremonien begynder som regel kl. 11.00.
Se den aktuelle tidsplan på den officielle hjemmeside. Buckingham Palace kan besøges fra juli måned og frem til slutningen af oktober. Få mere information på hjemmesiden for The Royal Collection.
'Changing of the Guard' - en typisk britisk skik.
Hyde Park
Hyde Park er en park der ligger midt i det centrale London, og dens samlede areal svarer til størrelsen af 180 fodboldbaner. Hyde Park udgør en oase af ro midt i den travle storby, og når du besøger London bør du helt sikkert tage dig tid til at besøge parken og spadsere rundt i den til fods.
For at få et godt overblik over parken og dens attraktioner, herunder det berømte Speakers' Corner, kan du besøge Hyde Parks officielle hjemmeside.
Slap af med en tur gennem den enorme Hyde Park, der ligger i hjertet af den travle storby.
Westminster Abbey
Siden det 11. århundrede er denne kirke blevet brugt som begravelsessted for britiske monarker, og det var også her Kate og William blev viet i april 2011. Kirken har en fantastisk historie bag sig og er utroligt imponerende.
Kirken ligger lige rundt om hjørnet fra Big Ben og Westminster Abbey, og du kan nemt nå at besøge disse 3 London-ikoner på en times tid (medmindre du vil se en af bygningerne indefra, for i så fald skal du bruge mere tid). Entréen koster £22 for en voksen person, hvilket er relativt dyrt. Besøg kirkens officielle hjemmeside for at læse mere om dens åbningstider.
> Både arkitekturen og historien bag "The Abbey" er imponerende.
Big Ben og Houses of Parliament
Regeringsbygninger er selvfølgelig altid rige på kultur og historie, men det er ikke mange bygninger der kan sammenlignes med Houses of Parliament (også kendt som Westminster Palace). Denne imponerende regeringsbygning ligger ved floden Themsen, og igennem flere århundreder har det været stedet hvor 'House of Commons' (Underhuset) og 'House of Lords' (Overhuset) mødes. Westminster Palace-bygningen er hele 300 meter lang og indeholder over 1100 værelser(!). Slottets placering ved Themsen er ligeledes imponerende, og det kommer derfor ikke som den store overraskelse at denne regeringsbygning er med på UNESCO's Verdensarvsliste.
Selvom bygningens udvendige side i sig selv er et besøg værd, så bliver dit besøg i London først komplet når du tager på rundvisning gennem slottet! Rundvisningerne gennemføres hver lørdag og fra juli til oktober måned også på andre af ugens dage. Besøg den officielle hjemmeside for at læse mere om åbningstiderne i Houses of Parliament. Når du besøger slottet vil du med det samme lægge mærke til det enorme klokketårn Big Ben, der er en del af slottet, og som i sig selv udgør en af Londons mest ikoniske bygninger. Det er imponerende at se tårnet helt tæt på, men det er desværre ikke muligt at se indersiden af Big Ben. Tip: Sørg for at dit besøg til Houses of Parliament og Big Ben varer i mindst 1 time så du kan lytte til klokkespillet!
Houses of Parliament og Big Ben - London-ikoner ved Themsen.
Tower
Byggeriet af Tower of London blev påbegyndt af William Erobreren helt tilbage i det 11. århundrede, og siden da har dette bygningskompleks ved Themsen opnået en berømt og berygtet historie. The Tower tjente ikke kun som fængsel men var også det sted, hvor prominente London-beboere blev henrettet. En henrettelse indebar som regel at de adelige blev halshugget.
Historien bag Tower er ikke just en glædeshistorie, og i dag forbinder de fleste turister the Tower med de britiske kronjuveler og de traditionelle vagter, der også kaldes for 'Beefeaters'. Du kan sagtens se the Tower indefra, og på nuværende tidspunkt koster entréen £22,70 for voksne og £10,75 for børn. Besøg the Towers officielle hjemmeside for at få mere information om åbningstider og priser.
London Eye
Selvom London Eye først blev bygget i 1999, så er verdens største pariserhjul allerede blevet et af den engelske hovedstads største attraktioner. Hjulet er intet mindre end 130 meter højt, og det er nemt at forestille sig at udsigten over byen er ganske imponerende fra toppen af denne attraktion!
Især om aftenen udgør verdens største pariserhjul London Eye et smukt blikfang i Londons skyline.
De 3 store pladser
Piccadilly Circus
London er en by med travle gader og hektiske vejkryds, men også med imponerende pladser og torve, og de mest berømte pladser ligger tæt ved hinanden. På grund af sine lysende og blinkende reklameskilte er Piccadilly Circus kendt som den europæiske version af Times Square i New York, og pladsen er derfor særligt imponerende om natten.
Stå af på metrostationen Piccadilly Circus, for når du går op ad trappen fra undergrundbanen kan du se de enorme lysreklamer lige foran dig. Pladsen blev skabt i 1819 og fungerede da som et knudepunkt mellem gaderne Piccadilly og Regent Street. Udover de mange reklameskilte så er pladsen også kendt for det såkaldte Eros-springvand.
Piccadilly Circus - den europæiske pendant til Times Square i New York.
Leicester Square
Alle verdens storbyer har en eller flere travle seværdigheder, hvor der altid er turister i massevis. I London er pladsen Leicester Square dét sted, hvor det til enhver tid summer af turistaktivitet - især om aftenen.
Her er der underholdning nok til enhver smag, for på denne plads finder du både biografer, restaurant(kæd)er, teatre og barer. Vær opmærksom på at pladsen også er et yndet samlingspunkt for "pick pockets", dvs. lommetyve.
Trafalgar Square
Selvom Trafalgar Square har stor historisk værdi (her findes kunstmuseet National Gallery og den 54 meter høje statue Nelson’s Column), så udgør pladsen også en vigtig del af nutidens mere moderne London.
Hvert år fejres nytårsaften på denne plads, og det er også her det kinesiske og jødiske nytår markeres. På Trafalgar Square finder et væld af begivenheder sted, såsom udendørs filmfremvisninger og multikulturelle koncerter. Besøg Trafalgar Squares officielle hjemmeside for at få et overblik over aktiviteterne på pladsen.